Den drægtige tæve

Den drægtige tæve

Hvad er løbetid?
Løbetid er en populærbetegnelse for brunsten hos hunde. Brunsten varer fra 7 dage og helt op til 3 uger!
Ordet løbetid er sandsynligvis opstået fordi nogle hunhunde kunne finde på at "løbe" hjemmefra for at lade sig parre.
Brunsten er ledsaget af blødning fra skeden og det er ofte her man som hundeejer ligger mærke til at hunden er løbsk. I starten er flådet meget blodigt senere mere stråfarvet. Det er typisk når det skifter farve, at tæven er mest løbsk. Hanhunde vil virke interesseret i hunhunden og parring kan finde sted.
Hunde har løbetid to gange om året, nogle racer helt op til tre gange på et år. Der er også nogle racer, bl.a. racen Basenjii der kun har løbetid 1 gang årligt.

Hvornår i løbetiden er det bedst for min hund at blive parret?
Dyrlægen kan fastlægge det optimale parringstidspunkt for netop din tæve. Dyrlægen kan udtage prøver fra skeden samt måle på blodet hvornår parringstidspunktet er optimalt.
Ring og få en snak med os, hvis du er interesseret.

Hvor længe er en hund drægtig?
Hunde er drægtige i 9 uger (63 dage), men kan variere så langt som fra 56 dage til 72 dage.
Drægtige tæver bør være fuldt vaccinerede og behandlet mod orm.

Skal min hund fodres anderledes, mens den er drægtig?
Ja, drægtige tæver bør fodres med et hvalpefoder af høj kvalitet. Vi anbefaler Puppy fra Vetpro eller CPD fra Specific  (klik her). Tæver bør fodres med dette foder i hele drægtigheds- og dieperioden
 
Hvordan forløber en hundefødsel?
En hundefødsel er en spændende og fascinerende oplevelse at overvære. Det vigtigste for hunden er dog rolige omgivelser. Lad derfor være med at invitere hele familien og vennerne med til fødslen!

Forløbet kan skitseres således:
Hundens temperatur daler drastisk 24 timer før en forestående fødsel. Dette skyldes et pludseligt fald i drægtighedshormonet progesteron. Temperaturen falder til ca. 36-37 grader, mod hundens normale temperatur på 38-39 grader.
Når fødslen nærmer sig yderligere vil hunden begynde at "bygge" rede, virke urolig m.v. En fosterblære kan muligvis ses gennem skedeåbningen og kan briste. Man siger at "vandet går"
Når "vandet går" må der ikke gå mere end 3 timer før den første hvalp er født. Herefter må intervallet mellem hvalpene ikke overstige 1-2 timer. Efter fødsel af en eller flere hvalpe "fødes" moderkagen. Nogle hunde spiser moderkagen, hvilket er en naturlig ting.
De nyfødte hvalpe befries for eventuelle fosterhinder og lægges til tævens dievorter
Har hunden kraftige veer i 20 - 30 minutter eller svage uregelmæssige veer i 2 - 4 timer uden at der fødes noget, skal I øjeblikkelig søge dyrlægehjælp.
Langt de fleste hundefødsler forløber helt normalt, skulle uheldet være ude, er det vigtigt at du kontakter dyrlægen, så snart du føler at der er noget galt. I nogle tilfælde kan fødslen sættes i gang igen med en ve-stimulerende sprøjte og andre gange ender det med kejsersnit.

Husk, du kan få fat på en dyrlæge døgnets 24 timer!
Mange vælger at få dyrlægen til at undersøge tæven og hvalpene dagen efter endt fødsel for at sikre at alt er som det skal være.

Min hund er blevet uheldigt parret, hvad gør jeg?
Det er ikke alle parringer der er planlagte, skulle uheldet være ude så kontakt din dyrlæge.
Ikke alle parringer resulterer i drægtighed, tit har hunden bare været væk i sin løbetid og er måske blevet parret, andre gange har folk set parringen. Førhen gav man hunden en østrogensprøjte en uges tid efter parringen, men denne metode er forbundet med en stor risiko for udviklingen af livmoderbetændelse.
Her på Silkeborg Dyrehospital venter vi til 28 dage efter parringen og foretager en ultralydskanning for eventuel drægtighed. I langt de fleste tilfælde viser det sig at hunden overhovedet ikke er drægtig. Skulle hunden være drægtig er det ikke for sent at afbryde drægtigheden. Vi bruger et sikkert stof der hedder Alizin. Sprøjten skal gives  to gange med 24 timers interval. Denne form for abort er helt uden bivirkninger for dyret. Hunden vil i fremtiden kunne blive med hvalpe igen.

Del denne historie
Forebyggende sundhed til dit kæledyr Abonner på tryghed til din bedste ven

Sammen tager vi ansvar for dit kæledyrs sundhed. Vi tilbyder en plan, så dit kæledyr bl.a. sikres regelmæssige sundhedsundersøgelser, vaccinationer og tandtjek.

Med en AniPlan får du mulighed for at sprede udgifterne på dit kæledyrs sundhed i faste månedlige betalinger, samtidig med at du sparer penge.

▶▶▶ Kontakt os vedr. en AniPlan® til din hund eller kat