Freja i løbetid

Freja i løbetid

Min lille franske bulldog, skulle komme i løbetid i foråret. Det hele var planlagt til at vi kunne holde sommerferien hjemme med en barslende hund og små hvalpe. Meeen, som bekendt kan mennesker ikke styre alt, og da slet ikke løbetider!!! Så kræet kom selvfølgelig ikke i løbetid. Men hvad gjorde det også, så fortsatte vi jo bare med agility, som hun nyder meget. Sommerferien skulle vi såmænd nok få til at gå på anden vis.
I slutningen af juni kom hun så i løbetid og vi diskuterede om vi nu skulle have hende parret, eller lade være. Hvalpene ville jo i givet fald komme til semesterstart, hvor både min mand og jeg har travlt på uddannelsesinstitutionerne.

Vi vovede pelsen og fik hende parret den 9. og den 11. Juli, og så kunne vi jo spændt læne os lidt tilbage og vente på hun skulle blive rund. Det blev hun heldigvis, men modsat hendes mor Fie, var hun slet ikke plaget af kvalme, madlede eller andre symptomer. Vi overvejede om hun mon var falsk drægtig, så vi tog turen til dyrlægen (og dyr er han) og fik hende scannet. Jo, den var god nok, der var i hvert tilfælde mindst én hvalp.

Da franske bulldogger har svært ved at føde selv pga. deres store hoveder og tætte kropsbygning, og pga. hendes mor havde problemer med fødslen, tog vi valget og bestilte kejsersnit, så alt kunne planlægges og foregå stille og roligt.
Onsdag den 9.9.09 stod jeg med en glad og livlig hund på dyrehospitalet, om end hun var noget forundret over hvor morgenmaden var blevet af. Alle dyrlæger og veterinærsygeplejersker kom og hilste på og havde stor forventningsglæde til det forestående kejsersnit. Som en af dyrlægerne udtrykte det, var kejsersnit hos dyr ofte noget der opstod akut og tit midt om natten eller i weekenden hvor der ikke var meget personale. Så de så det som et privilegium at kunne tilrettelægge alt stille og roligt.

Min mand skulle undervise den dag og jeg skulle holde et oplæg på en stor konference i Tinghallen i Viborg med mange tilhørere fra både sundhedsvæsnet, uddannelsessektoren og det politiske system, så vi var  tvunget til at overlade Freja i dyrlægernes varetægt. Vi aftalte, at vi hentede Freja og hvalpe så snart vi kunne slippe fra vores aktiviteter.

Ved middagstid ringede dyrehospitalet mig og op meddelte at de havde både gode og mindre gode nyheder. Freja havde fået to tæver og to hanner som var lige som de skulle være mht. vægt, længde m,.v. men Freja havde det ikke godt. Hun havde blødt meget under operationen og de havde svært ved at stoppe blødningen igen. Livmoderen ville ikke trække sig sammen, så derfor fortsatte hun med at bløde. Til sidst havde de stået i valget mellem at hunden kunne risikere at forbløde og dø, eller fjerne hendes livmoder og valget blev heldigvis at fjerne livmoderen på hende. De meddelte hun var ved at vågne af narkosen men var meget svag, så de havde sat fast vagt på hende. Hendes hæmatokrit (blodets størkningeevne) var meget lav. Hvalpene havde det heldigvis fint.

Så skyndsomt som muligt forlod jeg konferencen og ankom til dyrehospitalet hvor en bleg og træt hund og fire livlige hvalpe tog imod mig. Vi kørte hjem og fik dem installeret i den dertil forberedte hvalpekasse.

Dagene efter blev Freja heldigvis kvikkere og blev efterhånden super god til at tage sig af hvalpene. Men når man nu bliver mor, så skal man altså nok selv bestemme hvor ens afkom skal sove. Flere gange holdt hvalpene flyttedag. Freja tog dem i munden en efter en og bar dem hen i den fælles hundekurv som Fie og Freja har delt de sidste tre år. Desværre er den af kurveflet, så den lider nok en grum skæbne når hvalpene begynder at bide i alt hvad der er interessant. Men det må vi bære over med. De kære små skal jo også være her.

De første dage efter fødslen skulle Freja overvåges i døgndrift, for at se om hun fik det bedre, så jeg har sovet på en madras de første nætter side om side med hundene. Og det er bestemt ikke meget søvn det bliver til med en smerteplaget hund og diende hvalpe. På én eller anden måde så må hun kunne tælle dem. Hun holder fuldstændig justits med at de alle fire er indenfor rækkevidde.


De dage vi har undervisning, har hvalpene barnepige i form af menneskesønnens bedsteforældre. Så hele familien har været involveret i Frejas første og desværre sidste barsel.

Hundene har fuldstændig taget dyrehospitalet med storm, så de er blevet udnævnt til månedens patient på hjemmesiden, men det ved Freja jo ingenting om. Hvad angår Fie, som jo nu blev bedstemor, så har hun måtte indse, at ikke alt er en bedstemor værdig. Freja vil ikke tillade hende at komme nær hvalpene. Men når hvalpene er rene og mætte og Freja lister væk fra dem, så sniger hun sig hen til sin mor og bliver vasket, så alt er nok snart ved det gamle igen.

Agilityen, den må lige vente til januar, så regner vi med at være klar igen. Lige nu er Freja fuldstændig udmarvet og bestemt ikke et kønt syn. Hun ligner en misrøgtet hund, og det på trods af hun bliver kræset for med alt den mad og lækkerier hun orker at fylde i sig.

Bedste hilsner til alle
Pia og Freja

Del denne historie
Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop