Ledproblemer og gigt/hund

Ledproblemer og gigt/hund

Smerter i led er desværre et udbredt problem ved hunde. Man mener at 20 % af alle hunde over et år og 50 % af alle hunde over 6 år i en eller anden grad har gigt i et eller flere led.

Raske led

I et sundt led vil enderne af knoglerne være dækket af et lag brusk som sammen med ledvæsken sørger for smertefri bevægelse i leddet. Brusken sørger også for absorbere stød, som kommer når hunden hopper op og ned.

Syge led

I et sygt led vil mængden af både brusk og ledvæske være nedsat, det samme gælder kvaliteten af disse. Når knoglerne gnider mod hinanden, vil hunden føle smerte. Med tiden kan der komme nydannelse af knogle og betændelseprocesser i leddet som fører til yderligere smerte.

Hvorfor opstår der sygdom i led?

Gigt opstår primært som følge af et langt hundeliv - den daglige belastning af leddene slider efterhånden, nøjagtig som ved mennesker. Derudover kan ledsygdomme som albue og hofteledsdysplasi være årsag til smertefulde forandringer i leddene. Akutte skader på led og knogler kan også give smertefulde forandringer i leddene. Hos nogle hunderacer har man fremavlet et bestemt udseende som øger risikoen for ledforandringer. Gravhunde med deres korte ben er et eksempel på dette.

Hvor opstår der oftest smerte?

Hofter, knæ, ryg og skuldre rammes oftest af gigt.

Hvordan ser man om hunden har ondt?

Hunde er gode til at skjule de har smerter - dyr udviser instinktivt ikke fysisk sårbarhed. Derfor skal man holde godt øje med hunden og være opmærksom på ændringer i dens adfærd. Man skal henvende sig til dyrlægen hvis:

  • Hunden ikke vil hoppe op i f.eks. bilen som den plejer
  • Hunden ikke vil gå tur eller lege som før
  • Hunden ikke vil gå op af trapper
  • Hunden har svært ved at rejse sig
  • Hunden virker stiv eller "har svært ved komme i gang" efter hvile
  • Hunden halter eller går stift
  • Hunden ikke har lyst til den samme berøring eller kontakt til mennesker som tidligere
  • Hunden reagerer med aggression ved berøring
  • Hunden spiser ikke som den plejer
  • Hunden hviler eller sover mere
  • Hunden slikker eller gnaver sig i huden på visse steder af kroppen

En hund som har ondt i ét led vil halte, for at aflaste leddet og det er oftest ret tydeligt at se. Har hunden problemer i flere led kan hunden ikke aflaste på samme måde og hunden vil ikke halte tydeligt, men virke "stivbenet" når den går.

Hvad kan man gøre?

Gigt er uhelbredelig, men det betyder ikke at man ikke kan hjælpe hunden. Selvom gigten kommer som følge af alderdom og på sin vis er naturlig, bør man hjælpe hunden til at få en smertefri og god alderdom. Alt afhængig af dyrlægens fund, vil der være flere muligheder for at hjælpe hunden.

Overvægt

Det første man skal er at slanke hunden, hvis den er overvægtig. Overvægt er en voldsom belastning for syge led og giver flere smerter.

Motion

Det er vigtigt at holde hunden i gang, da led som ikke bruges bliver endnu mere stive og ubevægelige. Samtidig skal man passe på ikke at overbelaste hunden. Let, regelmæssig motion er det bedste. Vilde lege med andre hunde eller mennesker, samt kast med bold eller lign. bør holdes på et minimum. Gåture i et roligt tempo er god motion. Hvis dyrlægen anbefaler det, kan svømning i korte intervaller være fint, der findes efterhånden en del steder, hvor hunden kan gå til hundesvømning.

Foder

Specielle diæter som kan hjælpe på generne fra stive led, har efterhånden været på markedet i en del år og har virkelig gjort en stor forskel i behandlingen af hunde med ledproblemer. Der findes forskellige mærker, men fælles for diæterne er at de indeholder en kompleks sammensætning af Ω3 og Ω6 olier, glucosamin og chondroitinsulfat. Disse tilskud hjælper ved at "smøre" leddene samt hjælpe brusken med at regenerere. Smerter nedsættes og bevægeligheden øges. Fordelen ved foderet er at man helt kan undgå eller nedsætte medicinering med smertestillende og dermed skåne hundens lever og nyrer. Samtidig er det nemt for ejeren at have med at gøre - hunden skal jo fodres under alle omstændigheder.

Kosttilskud

Der findes flere forskellige typer kosttilskud som kan hjælpe med at øge bevægeligheden i leddene. Disse findes både i form af tyggetabletter og pulver der skal strøs over foderet. Fælles for dem er at de indeholder naturlige stoffer som kan hjælpe med at regenerere ledbrusken. Disse stoffer er f.eks. pulveriseret grønlæbet musling eller krebsdyr og planter.

Medicin

Smertestillende medicin kan hjælpe hunden, hvis de andre tiltag ikke har nok effekt. Denne medicin er receptpligtig og inden hunden kan få ordineret smertestillende, vil dyrlægen tage en blodprøve for at sikre sig at lever og nyrer fungerer optimalt. Løbende blodprøvekontrol anbefales for at sikre at hunden kan tåle medicinen.

Andre tiltag

Der findes en række ting kan gøre for at hjælpe sin hund i hverdagen. Høje hunde kan have glæde af at spise og drikke af skåle som står i et stativ der er indstillet til dem i højden så de ikke skal bukke sig ned. Store hunde som ikke kan løftes ind bilen, kan man købe en rampe til, så de ikke skal hoppe op i bilen. Små hunde som færdes i møblerne i hjemmet, kan også have glæde af sådan en rampe.

En god liggeplads er vigtig - der findes hundesenge lavet af memory foam som ved hjælpe af hundens kropsvarme former sig efter hundes krop. Derved får leddene den optimale støtte og aflastning.

Hvad skal jeg vælge?

Din dyrlæge vil hjælpe dig med at finde den rette løsning til din hund.

Del denne historie
Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop