Overvægt hos hunde og katte

Overvægt hos hunde og katte

Årsager

For kæledyr som for mennesker gælder det, at overvægten normalt skyldes forkert kost og for lidt motion, og nøglen til at løse problemet skal findes i den rette balance mellem maden og det aktive liv.

Grundlaget for overvægt kan blive lagt allerede som hvalp eller killing. Hvis dyret allerede på det tidspunkt er overvægtig, danner det ekstra fedtceller, som så hele livet vil vente ivrigt på at blive fyldt op.

Også hunde og katte, som er blevet kastreret eller steriliseret er mere udsatte for overvægt på grund af det ændrede stofskifte, og nogle racer (f.eks. labrador retriever, cairn terrier, king charles spaniels og katte af blandede racer) er mere disponerede end andre.

Derudover medfører den nedsatte aktivitet hos ældre hunde og katte, at de ofte bliver overvægtige, hvis man ikke ændrer fodringen, og endelig kan vægtforøgelsen være forbundet med en sygdom, som katten eller hunden bør behandles for.

Hvad er overvægt?

Man betragter en hund eller kat for overvægtig, når den vejer op til 15% over idealvægten. Mere end 15% betragtes som meget overvægtig, og i de tilfælde er der ingen tvivl om, at dyrets livskvalitet er væsentligt forringet.

Det kan være svært selv at bedømme, om ens egen hund eller kat vejer for meget. Derfor vejer dyrlægen gerne hunden/katten ved hvert besøg og bruger det som en af de grundlæggende oplysninger til at bedømme dens almene helbredstilstand.

Udover vejningen kan der være mange andre forskellige tegn på, at din hund/kat vejer for meget:

- Ribbenene kan ikke mærkes
- Der er ingen talje
- Besvær med at gå
- Bevæger sig langsomt
- Stakåndet
- Dårligt humør
- Sover meget

Hvad gør jeg?

Mindre problemer med overvægt hos hunde eller katte løses ved at bruge sin sunde fornuft: Sørg for at dyret får rørt sig mere og undgå fedende godbidder som f.eks. chokolade. Spørg også dyrlægen om mulighederne for at skifte helt eller delvist til et tørfoder med højt fiberindhold og lavt kalorieindhold.

Er der tale om et sygeligt lavt stofskifte, kan dyrlægen til hunde ordinere en medicin, som effektivt øger energibehovet og forbrændingen af fedtdepoter. Den slags medicin må aldrig bruges til katte.

Hvis din hund eller kat skal på en diæt, hvor energiindtagelsen bliver skåret ned med 30-40%, vil det for de fleste være en stor udfordring at modstå "tiggeriet" om mad. Appetitten er jo ikke blevet mindre. Derfor er det en god idé at anvende de specielle foderprodukter, som også kan kombineres med det vægttabsprogram, dyrlægen opstiller for den overvægtige hund/kat.

Benyt enhver lejlighed til at motionere og stimulere din hund. Tag den med, når du går nogen steder, glem ikke de regelmæssige gåture og gør dem mere udfordrende f.eks. ved at tage hunden med ud i et kuperet terræn. Husk også at lege med hunden: Hent bolde eller legetøj osv.

Katte - og særligt indekatte - får ofte ikke tilstrækkelig motion. Her er det en god idé at købe en katteline, så man kan gå sikkert med sin kat, og så er det ellers en udfordring for fantasien at få katten til at lege og lave (endnu mere) sjov.

Checkliste for hunde- og katteejeren

- Få en aftale hos din dyrlæge for en bedømmelse af din hund eller kats vægt 
- Giv kun det foder, som dyrlægen anbefaler
- Følg nøje hundens/kattens vægtkontrolprogram - sørg for regelmæssige tidspunkter for  måltider, afmålte fodermængder og anbefalet daglig motion
- Giv din hund eller kat belønning i form af klap og kærtegn, leg med den eller gå tur med den frem for at give den mad
- Et vægtkontrolprogram kræver regelmæssig, omhyggelig kontrol, så sørg for at overholde aftalerne hos din dyrlæge

Del denne historie
Forebyggende sundhed til dit kæledyr Abonner på tryghed til din bedste ven

Sammen tager vi ansvar for dit kæledyrs sundhed. Vi tilbyder en plan, så dit kæledyr bl.a. sikres regelmæssige sundhedsundersøgelser, vaccinationer og tandtjek.

Med en AniPlan får du mulighed for at sprede udgifterne på dit kæledyrs sundhed i faste månedlige betalinger, samtidig med at du sparer penge.

▶▶▶ Kontakt os vedr. en AniPlan® til din hund eller kat