Pasning og pleje af kanin

Pasning og pleje af kanin

En dværgkanin kan blive 6-8 år gammel og vejer mellem 1500 og 2200 gram.
Kaniner bør holdes sammen med andre kaniner, fx. parvis som 2 hunner, en kastreret han og en hun eller 2 kastrerede hanner.
 
Kaniner kræver en uforstyrret base, fx. et stort bur, der er lukket i toppen, hvor den kan opholde sig når den er alene. Den har også brug for dagligt at komme ud og få motion samt oplevelser.

I bunden af buret kan lægges forskellige ting, vi anbefaler træpiller med hamp eller hø ovenpå. Det er super godt absorberende, tager lugten og er dejligt blødt for kaninens poter.
 
Der skal altid være adgang til hø, tørfoder og frisk drikkevand. Høet kan med fordel serveres i høhæk, så det ikke så let bliver beskidt.
 
Brug kraftige foderskåle, der ikke vælter, når dyret sidder med forbenene på skålens kant og spiser. Vand skal gives i skål eller drikkeflaske. Du kan med fordel bruge en foderbold til din kanins foder. På den måde aktiverer du den når den spiser.

Kaniner tåler fint kulde, hvis de står trækfrit og tørt, og buret er godt foret. Kraftig varme tolerere de derimod ikke så godt.
 
Kaniner er oprindeligt et byttedyr og reagerer derfor kraftigt på hurtige bevægelser og høje lyde. Giv dem altid en mulighed for at gemme sig, det kan være i et hus, en tunnel e.l. Her vil de føle sig trygge. Sørg for rolige håndbevægelser omkring din kanin.

Kaniner kræver store mængder hø for at sikre en normal fordøjelse. Der skal derfor altid være hø af god kvalitet i buret og frisk drikkevand. Derudover bør kaninen fodres med grønt og tørfoder. Tørfoder i pilleform bør foretrækkes frem for foderblandinger, da kaninen ofte sorterer de fiberholdige ting fra og kun spiser de mest fedtholdige ting. Dette kan forårsage fedme og fejlernæring.
Foderskift skal altid ske gradvist over 10-14 dage.
Udover hø og tørfoder skal kaninen have et tilskud af grønt: mælkebøtteblade, græs, gulerødder, kål, æbler, persille, melon, rød/grøn peber osv. Disse er alle gode muligheder.
En afskåret pære eller æblegren er både god beskæftigelsesterapi og er med til at holde tænderne nede.
 
Motion er også vigtig for en kanins trivsel. Har man ikke mulighed for at lade kaninen løbe frit rundt i et indelukke, kan den fint læres op til at gå i sele.
 
Tænderne hos kaniner er rodløse og vokser hele livet igennem, de har derfor brug for at blive brugt og slidt hver dag.
Forvoksede kindtænder er en meget alvorlig tilstand hos kaniner, og det ses desværre meget hyppigt. I mange tilfælde skyldes det forkert fodring, men en del kaniner er født med en tendens til at få skæve tænder. Kindtænderne kan begynde at tippe, så de øverste vokser ud i kinden og de nederste ind i tungen. Dyret vil få problemer med at tygge og vil begynde at tabe sig.
Man kan som ejer ikke selv komme til at se kaninens kindtænder, men man kan holde øje med fortænderne, da de også ofte bliver for lange, og det kan være første tegn på, at noget er galt længere inde i munden.
 
Søg dyrlæge straks, hvis din kanin får svært ved at tygge, vrager hårdt foder, savler meget eller begynder at tabe sig.
 
Af veterinærsygeplejerske Anne-Mette Widt Dueholm

Del denne historie
Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop