Vaccination af hunde


Hvornår skal din hund vaccineres?

Når en hund er 8 uger, skal den vaccineres første gang (1. basisvaccination). Dette er især vigtigt hvis tæven ikke er vaccineret, da mange sygdomme rammer de små hvalpe ekstra hårdt. Hvalpene vaccineres derefter ved 12 og 16 ugers alderen.

Før i tiden vaccinerede man ikke ved 16 ugers alderen, men den nyeste forskning viser at nogle hvalpe ikke får noget ud af 8 ugers vaccinationen pga de antistoffer tæven overfører med råmælken. Derfor er der nu indført en ekstra vaccination ved 16 ugers alderen for at sikre at hvalpen er godt beskyttet gennem sit første og vigtige leveår.

Det er vigtigt at overholde de max ca 4 uger mellem basisvaccinationerne, da det ellers ikke er sikkert at vaccinen dækker ordentligt, og hunden skal i så fald gennemgå et nyt basisvaccinationsprogram (2 vaccinationer med 4 ugers mellemrum)

Når en hund først er basisvaccineret skal den vaccineres ved 1 års alderen og derefter skal de fleste hunde vaccineres 1 gang årligt livet igennem.

De vacciner vi bruger på Kjellerup Dyreklinik dækker mod Hundesyge, Smitsom leverbetændelse, Parvovirus som alle kan være dødelige sygdomme. Dækningen er 3 år.

Derudover indeholder vaccinen beskyttelse mod Parainfluenza virus, som er en af årsagerne til kennelhoste og kræves af de fleste hundepensioner. Kennelhoste giver hoste og er ikke dødelig, men meget smitsom og kan være ret generende for hunden. Desuden kan den udvikle sig til behandlingskrævende lungebetændelse. Hvis man vil give sin hund optimal beskyttelse mod kennelhoste (fx forud for ophold i hundepension eller udstillinger hvor der er mange andre hunde), kan man supplere med en vaccine som indgives i kinden (eller i næsen). Denne vaccine virker i løbet af 3 uger og dækker 1 år.

Den 5. sygdom i vores almindelige vaccinations program er Leptospirose (L4 dækker 4 stammer af leptospira). Leptospirose er en slags bakterie, der smitter via gnaveres urin og findes derfor for eksempel i vådområder, hvilket gør den meget relevant i vores lokalområde. Sygdommen kan overføres til mennesker og kan være dødelig både for hund og mennesker. Leptospirosedækningen er 1 år.



Kender du VetPro? VetPro er vores eget kvalitetsfoder til hunde og katte.

Spørg os gerne - vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde det rigtige foder til dit kæledyr.

Hvad enten dit kæledyr er hvalp/killing, voksen eller senior, så tilbyder VetPro det rette produkt til konkurrencedygtige priser.

VetPro kan købes i vores butik eller webshop.

Gå til webshop