Loppeproblemer

Loppeproblemer

Har man først fået lopper i hjemmet, kan det tage sin tid at slippe af med dem igen. Læs mere her om, hvorfor og hvordan man slipper af med lopperne.

Forældet er brugen af loppehalsbånd, -shampoo, -pudder og andre knap så sunde midler til bekæmpelse af lopper. Forskning i loppernes biologi og levevis har medført mere effektive og let anvendelige "spot-on" produkter har gjort det nemmere at behandle og forebygge lopper. I lang tid har lopper derfor været et lille problem for dyreejere. På dyreklinikkerne er der blevet langt mellem, at man ser de massive loppeangreb.Opmærksomheden lopperne har fået, er nu rettet mod flåterne, som næsten alle dyreejere har stiftet bekendskab med. Langt de fleste loppemidler har sammen med deres effekt også en vis effekt mod flåter.Med fokus flyttet fra lopperne, er mange holdt op med at behandle mod dem ud fra tesen om at "når vi ikke ser noget til dem, kan de ikke være det store problem" og nogle ud fra frygten om resistens. I den sidste tid er der dog tilbagemeldinger som tyder på, at der igen sker en kraftig opformering af lopper. Udenlandske undersøgelser påpeger at lopperne ikke har udviklet resistens overfor de brugte loppemidler, så hvad er problemet? For at forstå, hvorfor lopperne volder os problemer, er man nødt til at kigge nærmere på deres livscyklus.

Loppepopulationspyramiden

Loppens livscyklus

I et hjem udgør de voksne lopper 5% af hele smittepresset. Æggene udgør 50%, loppelarverne udgør 35% og loppepupperne udgør 15% af smittepresset. Det er altså kun 5% af hele loppeproblemet der findes på kæledyret! Det forklarer, hvorfor det kan tage sin tid at komme af med loppeproblemet.

Voksne lopper

Den voksne loppe er en lille, få millimeter stor, sort-brun parasit med en smal, sammenpresset krop og lange, stærke bagben. Han-loppen lever ca. 7 dage, mens hun-loppen lever ca. 12 dage. Når den voksne loppe har indtaget sit første blodmåltid, bliver loppen på hunden indtil den dør. Loppen skal spise ofte og der går max. 24 timer mellem hvert blodmåltid. Hvis der går længere tid, vil loppen begynde at fordøje sig selv, hvorefter den dør. Lopper kan bide mennesker, men kan ikke leve af blodet.

Loppe æg

Hunloppen er klar til at lægge æg 24-48 timer efter sit første måltid. I gennemsnit lægger hun 14 æg pr. dag, men kan dog lægge op til 50 æg pr. dag. Disse æg lægges i dyrets pels, hvorefter de falder af og lægger sig i omgivelserne. Loppeæg er 0,5 mm store, glatte og hvidlige. Efter 1-20 dage klækkes æggene. Omgivelsernes temperatur og fugtighed afgør, hvor hurtigt de klække.

Loppe larver

Larverne klækkes fra æggene og forbliver i omgivelserne, hvor de kan vandre ca. 1.5 meter pr. døgn. Larverne kan ikke tåle udtørring og søger væk fra lyset, ned i gulvets sprækker og revner. Loppelarverne lever hovedsageligt af loppeafføring som bl.a. består af ufordøjet blod som drysser af kæledyret.

Loppens livscyklus

1. Den voksne loppe

 2. Loppeæg

 3. Larve

 4. Loppeafføring

 5. Puppe

Loppe pupper

Efter 7-12 dage forpupper larverne sig. Pupperne er klistrer fast til omgivelserne og er ekstremt hårdføre. De fleste rengøringsmidler kan ikke få bugt med disse pupper - visse loppemidler kan udrydde loppepupper. Puppestadiet varer i gennemsnit 8-10 dage, men kan vare helt op til et år, afhængig af forholdene i omgivelserne som varme, fugtighed og vibrationer - f.eks. aktivitet fra kæledyrene. I denne periode kan der altså ligge en loppetrussel i dyrets omgivelser. Ofte fortæller dyreejere at de har oplevet et loppeangreb efter at de er kommet hjem fra ferie, er flyttet eller lign.

Uden forebyggelse…

Loppens hårdførhed, dens evne til hurtigt at reproducere, puppernes hårdførhed og den smarte yngelpleje betyder, at de kan være rigtig svære at komme helt af med, når først de er kommet indenfor i hjemmet. Det betyder også, at der flere måneder efter at man tilsyneladende har slået et angreb ned, kan opstå et nyt. I modsætning til, hvad mange dyreejere tror, sker smitte fra omgivelserne og ikke dyrene imellem. Forebyggelse af lopper er derfor vigtig, hvis man vil undgå opformeringen i hjemmet. "Spot-on" midlerne både behandler og forebygger loppeangreb. Mange følger at behandle forebyggende året rundt. Vælger man at behandle når man har fundet lopper på sit dyr, skal man regne med, at de kun er toppen af isbjerget, og at man for at komme det samlede loppeproblem til livs, skal behandle i flere måneder. Mange tror derfor at midlerne ikke virker, når de efter nogle uger finder lopper på dyret igen, men der er simpelthen tale om en ny smitte fra omgivelserne. Så lang tid man sørger for at bruge "spot-on" midlet korrekt og med fire ugers interval, vil man efterhånden komme problemet til livs, men man skal regne med at behandle i flere måneder, alt afhængig af, hvor stor opformeringen i hjemmet er.

Milde vintre og forlænget loppesæson

Lopperne er meget følsomme over for frost i deres æg og larvestadie. Milde vintre kan betyde at disse stadier nu bedre kan overleve udenfor og ikke kun i de opvarmede hjem.

Ikke korrekt påføring

Til trods for at spot-on midlerne har været på markedet i flere år, viser undersøgelser, at den største grund til at dyreejere oplever, at midlerne ikke virker som de skal, er at de ikke påføres dyret korrekt. Pelsen skilles ad i en skilning og midlet dyppes ned på huden. Det er vigtigt, at midlet påføres helt nede på huden, gerne to til tre steder i nakken. Bliver midlet "hældt" på, vil det meste af midlet løbe af i stedet for at blive suget op af pelsen.En anden ting man skal være opmærksom på er at vælge den dosering, der passer til dyrets vægt. At katte er blevet mere overvægtigt er også et problem, når det drejer sig om dosering af "spot-on" midlerne. De fleste er beregnet til katte på ca. fire kg, men når vægten er derover, skal der en større opløsning til. Langpelsede dyr kræver typisk også en højere dosis.En anden væsentlig ting man skal huske, er at ikke alle midler er vandfaste. Det vil sige at, hvis dyret kommer i bad, er ude at svømme eller ude i regnvejr, nedsættes effekten af midlet væsentligt. For de fleste midler gælder det dog at kontakt med vand ikke skal ske de første 48 timer, for ikke at fjerne effekten fuldstændigt Desuden skal man ikke vaske dyret umiddelbart før man bruger "spot-on" midler idet der er behov for lidt fedt i huden og pelsen som midlet kan binde sig til.

Loppegener

Når loppen bider, spytter den ned i såret for at undgå at blodet størkner. Nogle hunde og katte kan ikke tåle dette spyt og udvikler en loppeallergi. Ved loppeallergi kan dyret reagere kraftigt efter kun ét eneste loppebid. Lopper kan overføre bændelorm. Loppelarver spiser bændelormeæg og disse udvikler sig til infektiøse stadier når loppen er voksen. Når hunden eller katten soignerer sig vil den komme til at spise nogle af lopperne og herved blive smittet. Hos helt unge killinger og hvalpe kan der ses alvorlig blodmangel efter et kraftigt loppeangreb.

Hvordan tjekker jeg om mit kæledyr har lopper?

Kæledyret børstes fra midt på ryggen og ned mod halen med en tætte- eller lusekam. Hvis man lægger et hvidt stykke fugtigt stof, køkkenrulle eller vat bag dyret, kan der falde evt. loppeafføring fra pelsen ned på papiret. Loppens afføring indeholder rester af blod, og derfor vil underlagt blive rødligt, når afføring bliver opløst i vand. Er der loppeafføring, er der også lopper til at lægge den. Det er langtfra sikkert, at man ser de voksne lopper, idet loppens smalle kropsbygning og stærke ben gør, at den hurtigt kan slippe væk i den tætte pels.

Loppeforebyggelse og loppebekæmpelse er blevet forholdsvis simpelt, men det er vigtigt at sørge for at give den korrekte dosering og holde behandlingen ved lige for at opnå det ønskede resultat.
 

Del denne historie
Forebyggende sundhed til dit kæledyr Abonner på tryghed til din bedste ven

Sammen tager vi ansvar for dit kæledyrs sundhed. Vi tilbyder en plan, så dit kæledyr bl.a. sikres regelmæssige sundhedsundersøgelser, vaccinationer og tandtjek.

Med en AniPlan får du mulighed for at sprede udgifterne på dit kæledyrs sundhed i faste månedlige betalinger, samtidig med at du sparer penge.

▶▶▶ Kontakt os vedr. en AniPlan® til din hund eller kat